Tillad mig at dyrke den mest klassiske historie om magelighed og manglende Sult I Paradis endnu engang. Der er et par praktiske, håndfaste og konkrete forslag til dig og din virksomhed nederst i dette post.

Apples og Nokias forhold til fremtiden i starten af dette årtusinde står i skærende kontrast til hinanden. 

Allerede i 2005, mens iPod-salget slog alle rekorder, advarede Steve Jobs Apples bestyrelse med udtalelsen: »Det, der kan slå os af pinden, er mobiltelefonen. Alle har en mobiltelefon, så hvis man inkorporerer en musikafspiller i mobiltelefoner, så er det snart godnat for iPod’en.« 

Snart derefter, i 2007, introducerede Apple iPhone som en kombination af en iPod, en mobiltelefon og internetkommunikation – et af de mest profitable produkter, der nogensinde er udviklet. 

Nokias mere ignorante tilgang til fremtiden kan bedst illustreres med den berygtede udtalelse fra virksomhedens tidligere CEO, 

Olli-Pekka Kallasvuo, fra 2008: »Fra et konkurrencemæssigt synspunkt er iPhone kun at betragte som et niche-produkt.« 

Havde Nokia bare forstået, at iPhone i sin første version i virkeligheden satte en helt ny standard for brugeroplevelsen i en smarttelefon i stedet for at nedgøre iPhone som en halvdårlig telefon med et ikke-fungerende kamera, et meget ringe batteri og en alt for høj pris. 

Havde Nokia bare indset, at konkurrenceevnen i fremtidens smarttelefoner ville afhænge af både software og hardware, og at deres Symbian-styreprogram var yderst kompliceret at anvende sammenlignet med Apples IOS. 

Havde Nokia bare indset, at iPhone i de efterfølgende produktversioner ville sætte Nokias forretning under et stort pres, i stedet for at betragte den som et produkt med et begrænset publikum. 

Ja, så var Nokia måske kommet i gang med at lave de nødvendige forandringer af deres produkter og softwareplatform, inden det blev for sent. Man kan endda argumentere for, at Nokia helt tilbage i 2005 burde have set skriften på væggen i stedet for at slumre på toppen af sin store succes. 

Her begyndte Apple at samarbejde med Nokias dengang hårdeste konkurrent Motorola om den såkaldte Rokr-telefon, der var den første telefon, der havde Apples iTunes-musikafspiller integreret. Steve Jobs præsenterede ovenikøbet telefonen som den første “iTunes Phone”. 

Rokr viste sig at være en middelmådig telefon trods iTunes-af- spilleren og blev aldrig en succes. Samarbejdet sluttede i 2006, og Steve Jobs udtalte dengang: »Vi ser projektet som noget, vi kan lære af. Det var en måde, at dyppe tæerne i vandet på.« 

Et gigantisk vink med en vognstang til Nokia om en markant anderledes fremtid. 

På markeder i forandring nytter det ikke noget at have en lemfældig omgang med sandheden. Det hjælper hverken at klappe sig selv på skulderen, stikke hovedet i jorden eller tro, at problemerne løser sig selv. 

Det handler om at udforske og indse realiteterne for din virksomheds fremtid i stedet for at ignorere dem. 

Fortidens succes tager din virksomheds profitable fremtid som gidsel, hvis du ikke er opmærksom på det. 

Lad være med at falde i staver over din virksomheds fantastiske fortid. Og lad være med at stirre dig blind på jeres lækre men fiktive vækstkurve for de kommende fem år. 

Vær hellere lidt paranoid end magelig. 

Gør sandheden til omdrejningspunktet for at vurdere virksomhedens fremtidige muligheder og risici. Også selvom sandheden om fremtiden er ganske uklar. 

Se, om det kan lykkes at give nogle ærlige svar på nedenstående spørgsmål: 
→ Er virksomhedens vækst aftagende eller stigende, og hvorfor?
→ Er virksomhedens nuværende resultater udtryk for tidligere tiders store præstationer eller virksomhedens nuværende præstationer og kapacitet?
→ Hvordan er bevægelserne i markedet og konkurrentlandskabet?
→ Hvordan ser entrepreneurskabet ud på virksomhedens forretningsområde og beslægtede områder?
→ Hvilke eksterne trends og hvilken teknologisk udvikling er i gang, og hvordan kan det påvirke virksomheden?
→ Hvordan kan markedet og konkurrentlandskabet se ud om 1, 5 og 10 år?

Vurdering af fremtidens risici
I hvor høj grad udsætter den forventede udvikling i teknologien,samfundet,konkurrentlandskabet og markedet virksomheden for risiko på følgende områder inden for 1, 5 og 10 år? 

→ Kerneproduktet?
→ Kerneproduktets nuværende konkrete form?
→ Brandets stil, tone og udtryk?

Vurdering af fremtidens muligheder
Hvilke ekstraordinære muligheder for vækst giver den forventede udvikling i teknologien, samfundet, konkurrentlandskabet og markedet virksomheden på følgende områder inden for 1, 5 og 10 år?

→ Innovation og repositionering af virksomhedens nuværende kerneprodukt?
→ Udvikling af helt nye forretningsmodeller?

Få flere provokationer og mere inspiration til at igangsætte din virksomheds transformation i min nye bog Fremtidsstarter.