Sådan skaber du den overbevisende og troværdige brand differentiering
Jeg var en tur i Miami for ikke så længe siden.
Her tilbragte jeg en dag i Wynwood, som er Miami’s kreative og kustneriske bydel. Lidt som East London, Berlin Mitte eller Williamsburg i Brooklyn.
Synkront spotter min kone og jeg en café på et gadehjørne.
Det er facaden med skiltet ”BAKERY” på den der ”vi er et brand, der hviler i os selv” besnærende måde, som fanger vores opmærksomhed. Auraen af særkende og autencitet nærmest trak os ind ad døren. Vi var egentligt stopmætte lige efter frokost men måtte have både kaffe og kage for at vinde tid til at tjekke dette spændende sted ordentligt ud.
Både kunder og personale var cool på den naturlige måde. Der var en ung tjener med et så ikonisk look, at jeg var ved at streetcaste ham uden at have noget projekt i baghånden.
Stedet hedder: ZAK THE BAKER. Og når de siger bager, så mener de bager med et åbent bageri placeret midt inde i centrum af caféen. Den passionerede brødproduktion foran alle kunderne er både en oplevelse i sig selv og et stærkt kvalitetsstempel.
ZAK THE BAKER er et eksempel på hvor substansrigt, man skal gribe arbejdet an, når man vil skabe et stærkt og unikt brand.
Når jeg arbejder med at skabe brand differentiering tager jeg en simpel men krævende tilgang, som jeg kalder at gøre brandet unik indefra-og-ud.
Det handler helt enkelt om at droppe den overfladiske tilgang til branding og tænke meget mere integreret og transformativt som brand.
Nyt logo, en opdatering af websitet og en marketing kampagne eller to er slet ikke nok til at skabe et brand, der fremstår som noget særligt med en høj grad af anerkendelse og tiltrækningskraft.
Man skal i stedet integrere alle bestanddele af virksomhedens værdikæde og organisme, så de bliver en del af brandets differentiering: Produkt, kundeservice, produktion, distribution, ledelse, organisation, kultur og ansvarlighed.
Lige som ZAK THE BAKER har gjort det ved at give brødproduktionen den absolutte hovedrolle i deres branding. En overbevisende demonstration af, at man er et ekstraordinært passioneret og kvalitetsorienteret bageri.
Opbygningen af et særkende handler jo ikke kun om at se særlig ud. Det handler også om at gøre noget særligt.
Du er, hvad du gør. Det gælder både for mennesker og brands.
Her kommer derfor spørgsmålene du med fordel kan stille dig selv, hvis du vil have jeres brand til at stå ud fra mængden på den integrative måde:
- Hvad kan vi begynde at gøre af helt særlige og sammenhængende indsatser på tværs af værdikæden, som skaber værdi for kunderne og samtidig adskiller sig fra, hvordan konkurrenterne agerer?
- Hvad er vores signaturhandlinger og -historier, der kan få kunderne til at tro på, at vi er et helt særligt og attraktivt brand?
- Hvad er vores særlige mission, der binder det hele sammen, og kontinuerligt giver os inspiration til at skabe differentiering på den integrative måde?
I svarene finder du løsningen på, hvordan man bliver unik indefra-og-ud og får skabt den form for overbevisende brand differentiering, der kan fungere som fundamentet for at accelerere en virksomheds vækst.